Seneste nyt

Petanque-turnering

I forbindelse med indvielse af legepladsen den 20. juni, har vi tænkt på at gennemføre en petanque-turnering.
 
Her mangler vi nogen som vil arrangere det, invitere interesserede, gennemføre det og evt. speake det på dagen. Og så mangler vi selvfølgelig deltagere til at konkurere imod hinanden.
 
Har du lyst til at deltage i en af opgaverne, så send en mail til
isagerhenriksen@hotmail.com  eller  dan-tina@vip.cybercity.dk og skriv hvilken del du/I gerne deltager i.

30. maj 2009

Lørdag den 30. maj var ca. 30 personer mødt op til endnu en fælles arbejdsdag. Vi er så imponerede over den vilje og gejst som er vist af byens borgere gennem hele projektet.

Arbejdsdagen gik bl.a. at bygge platformen færdig ved åen - således at der nu opsat skilt på platformen, så også de sejlende kan se, hvortil de er nået. 

Gangbrædderne blev flyttet længere ned mod åen, da der har vist sig, at være forskellige holdninger til placeringen af disse og til adgangen til ådalen i det hele taget. Det var meget uheldigt og besværligt, men flytningen medvirker til at sikre, at børn og voksne fortsat kan have adgang til åen. 

Der blev opsat 2 selvlukkende låger på stien fra shelterområdet på vej ned mod paddehullerne. 

Grillen blev endelig samlet på et cementdæksel og nedgravet, hvilket bør forhindre tyveri. 

Toilethuset og petanque-banen blev olieret, og traditionen tro blev der serveret spise og drikke hele dagen.

5. maj 2009

Så er toilettanken nedgravet og toiletbygningen placeret ovenpå. Der er taget mål til ”toiletbænk”, som vil blive monteret snarest.

18. april 2009

Endnu en arbejdsdag er afsluttet med en kæmpe indsats fra de arbejdende.

Platformen ude ved åen er nu (næsten) færdigbygget. Det betyder at du nu har fast grund under fødderne på en fisketur, eller et sted at trække kanoer på land. 

Stien ned til åen er afmærket. Det sidste træ er blevet olieret, der er kommet "tag" på shelters i form af planter, grillen er kommet i brug - og så er
bålpladserne blevet etableret og stammebænke opstillet. 

Endelig er det blevet besluttet, at vi får opstillet en 
fritstående vandhane (med autostop!) på området, hvor vandet løber ned i et ”hul” med skærver. Den løsning synes vi passer bedst ind i naturstilen i området.

 

Den toiletløsning, vi arbejder på at realisere, bliver nedgravning af en opsamlingstank. Der laves så en toiletbænk i hytten med lodret faldstamme til tanken. I hytten sættes en kasse med savsmuld, idet man så smider noget af dette ned i hullet når man har forrettet sin ”nødtørft”. Derved skabes en form for ”komposteringsproces”. Dette, kombineret med udluftning i tanken, skulle reducere lugtgener til et minimum. Borgerforeningen laver så en aftale med et slamsugerfirma, som tømmer tanken én gang årligt.

4. april 2009

Så er 3. arbejdslørdag overstået, og vi har nået mange ting. Det har været endnu en fantastisk dag i ådalen, med mange engagerede borgere i arbejde.
Den yngste arbejder var igår 3 år og den ældste var vel omkring 70 år, hvilket jo afspejler vores intention med dette projekt meget godt - n emlig at alle skal have mulighed for at kunne aktivere sig og opholde sig omkring dette projekt i mange år fremover.

Alle gangbrædder ved åen + ved de 2 paddevandhuller er nu samlet, så vi kan gå tørskoet ned til åen.

Petanque banen er færdigetableret. Der trænger til lidt mere stenmel + indkøb af rive, men banen må gerne tages i brug allerede nu. Vi vil gerne opfordre til at der er nogen derude som evt. tager initiativ til at benytte petanque banen, evt. ved at starte en turnering eller lignende. 

Alt har nu fået olie, inkl. shelters. Shelters er nu blevet drejet, så de vender mod syd. Dette skulle give et godt udsyn, men forhåbentlig lidt mindre vind.

28. marts 2009

I dag var vi 8 personer som var nede på legepladsen og planere sandet ved legeredskaberne.

Herudover fik vi pillet alle de gamle legeredskaber ned så de ikke længere står og fylder. På området ved de gamle legeredskaber gik vi igang med at planere jorden, så vi kan etablere byens nye petanquebane.
 

20. marts 2009

I løbet af uge 12 har folkene fra CC Natur arbejdet videre med legepladsen - og så er de godt igang med at opføre vores madpakke- og naturformidlingshus.

Vi kan også nu glædeligt fortælle, at vi nu har fået den endelige tilladelse til at anlægge sti og kanolandingsplads.

 

14. marts 2009

En skøn arbejdsdag, hvor ca. 45 personer mødte op og gav en hånd med i det store arbejde. Det er en fantastisk dejlig oplevelse at se så mange engagerede borgere i alle aldre arbejde sammen om et fælles projekt.

Vi er færdige med at rydde op og brænde affald af. Vi mangler at få det sidste læsset i en container - dette vil blive arrangeret hurtigst muligt.

 
Vi kom rigtig godt igang med det store projekt i ådalen hvor der er blevet opsat 4 overgange (3 ved åen og 1 vest for shelters). Vi har fået monteret og lagt ca. 40 meter gangbrædder langs åen, og har nu fundet metoden og arbejdsgangen i denne proces.
 
Der er monteret knopper på klatrevæggen. Der er olieret det vi kunne - her kommer der nok en omgang mere ultimo uge 13.

 
Og sidst men ikke mindst fik vi serveret god mad, kaffe, sodavand og øl at styrke os på fra vores fortræffelige madhold som på forbilledligt
vis formåede at holde gang i "gryderne" med højt humør og imponerende overblik hele dagen.

Vi nåede rigtig langt og løb desværre tør for gangbrædder. Vi fortsætter arbejdet om 14 dage, hvor vi forventer at det næste hold brædder kan leveres.

TV2 Midt/Vest kom forbi og optog arbejdet med gangbrædderne nede ved åen - indslaget kan se på deres hjemmeside.

Arbejdsdagen den 21.3 er aflyst da vi mangler materialer. Men vi vil bede alle om at overveje hvorvidt man kan arbejde den 28. marts og/eller den 4. april (dem som er sat på arbejdsholdet den 28. marts behøver ikke foretage sig yderligere). Men vi kommer nok til at mangle folk 4.4!!!


Har du mulighed for at deltage må du gerne hurtigst muligt komme med en tilbagemelding til isagerhenriksen@hotmail.com  eller på telefon nr. 20 35 03 04. Vi 
vil prøve at fordele folk således at det stemmer overens med de timer den enkelte har skrevet på listen.

13. marts 2009

Trods overhængende risiko for regnvejr lykkedes det alligevel for et arbejdshold på 6 personer fra Tapdrup at få olieret en masse af vores træ-redskaber på legepladsen i Tapdrup.

Nu er vi ved at være klar til årets første store fællesarbejdsdag, hvor ca. 35 borgere har meldt deres ankomst til at give en hånd med på byens store projekt.

8. marts 2009

I dag havde vi inviteret alle nysgerrige til Åvandring, hvor vi på legepladsen og i Ådalen kunne fortælle hvor alting skal opføres.

Åvandringen startede jo i silende regnvejr. Alligevel mødte der omkring 30 mennesker op i alle aldre. Yngste ”mand” (Laurids på 8 år), og ældste kvinde var vist Gurli (hun er over 80 år). Alle tog turen HELT ned til åen – i almindelige gummistøvler, og en enkelt i travestøvler. Så når det kan lade sig gøre i dag, hvor det er vinter og har regnet massivt i flere timer, kan det vist lade sig gøre hele året!

 

Humøret var godt, og jeg tror alle synes vi havde en hyggelig travetur, og at de fik noget med derfra. Der kom også nogle gode input undervejs, som vi vil drøfte i gruppen.  

Hent oversigtskort her

Hent kort over stien

Hent oversigtsbanner her

7. marts 2009

Så er der ved at ske noget nede på banestien; Der er nu gravet ud til den nye legeplads, og vi har fået fragtet en del af legeudstyret, shelters og toilethus ud til byen.

Det er dejligt nu endelig at kunne vise at der sker noget på arealet, og vi i arrangørgruppen vil foreslå at byens borgere jævnligt defilerer forbi i den næste måneds tid, hvor der gerne skulle være meget nyt at kigge på fra uge til uge.
 

28. februar 2009

Så er vi begyndt at bruge af de arbejdstimer, som Tapdrups borgere så velvilligt har stillet os til rådighed. 

Meterologerne havde lovet ustadigt vejr, så derfor turde vi ikke løbe an på, at vi kunne arbejde nede på legepladsen.

Derfor tog 8 borgere fra byen idag til en lagerhal i Randers, hvor resten af træudstyret står opmagasineret. Her blev træet olieret til den store guldmedalje, så det er klart til at blive fragtet til Tapdrup indenfor ganske kort tid.

23. februar 2009

Selv om sneen kom til Tapdrup fandt vi alligevel et par "tøre" dage, hvor der blev udgravet nede på pladsen, hvor de nye redskaber skal opstilles.

I dag har vi flyttet en del af det allerede producerede træværk fra lagerhallen i Randers til det fremtidige placeringssted i Tapdrup.

Dejligt at vise borgerne i Tapdrup, at arbejdet nu er ved at tage form.

3. februar 2009

På tirsdagens møde i miljøudvalget blev det besluttet at give tilladelse til de to shelters, men ikke til de øvrige ting.

Se referatet på
http://www.viborg.dk/db/dagsord.nsf/16f376313f507b4dc12572540043c52e/d0fef41331bd22a1c125755300342181/$FILE/MU-030209-9.pdf

 

Det betyder at vi nu endelig kan komme videre med projektet.

29. november 2008

Som beskrevet i sidste nummer af Tappen er vi stort set i mål med hensyn til indsamling af penge til legeplads og stisystem ned til Nørreåen. Planen var så at starte byggeriet her i efteråret.

 

Borgerforeningen har imidlertid fået mulighed for at erhverve et mindre jordstykke umiddelbart sydvest for det gamle baneareal (matrikelnummer 4bg). Vi vil meget gerne have dette areal, idet at det vil være det perfekte sted for de to shelters, toiletskuret og det bålsted, som er en del af projektet. Ved at placere disse ting på arealet vil de ligge på en måde, som gør at de kan benyttes af både kanosejlere og cykelturister. Samtidig gør de høje træer i kanten af matriklen at de kan ligge fuldkommen ugeneret – og ugenerende i forhold til naboerne i området.

 

I borgerforeningen vil vi dog nødigt være jordbesiddere og vi har derfor foreslået at kommunen køber arealet, som vi så vil bede om brugsret til. Området ligger imidlertid i landzonen og opførelsen af shelters m.m. kræver derfor en dispensation fra landzoneloven. Kommunen vil ikke tage stilling til et eventuelt køb før en sådan dispensation foreligger. På vegne af ejeren har vi derfor søgt om dispensation fra landzoneloven – og når en sådan foreligger, vil vi forhåbentlig kunne gå i gang med byggeriet.

 

Vi har fået tilladelse til at opføre de nye legeredskaber i det nuværende legepladsområde, men da placeringen af legeredskaber afhænger af, om vi får mulighed for at anvende det nye areal vil vi helst ikke gå i gang med byggeriet før da.

 

Vi tror imidlertid på, at det hele falder på plads i begyndelsen af 2009. Vi beder derfor alle, som har tegnet sig for timer til projektet om så vidt muligt at reservere weekenderne 14.-15. marts, 21.–22. marts samt 27.-28. marts 2009. Det er vores håb at vi i løbet af disse weekender kan gennemføre en stor del projektet.

12. november 2008

Vi har nu opnået den første  byggetilladelse fra Viborg Kommune på at måtte opføre en ny legeplads i stedet for den eksisterende på ejendommen Engvej 11B, matrikel nr. 7000 e, Tapdrup by.

23. oktober 2008

Der har været møde på kommunen (Natur og Miljø) med henblik på at opnå de nødvendige tilladelser til at etablere legeplads, shelters og stisystem. Desværre vil dette tage lidt længere tid end vi nok havde håbet på.

 

Det område, hvor shelterne skal placeres, er uden for naturbeskyttelsesområdet, men i landzonen - hvilket indebærer at der skal gives en dispensation. Tilsvarende er legepladsområdet syd for banestien åbenbart også i landzonen.

 

Stien går måske gennem nogle særligt beskyttede naturområder og der skal søges speciel tilladelse til at etablere kanolandingsplads.

 

Herudover skal der søges om byggetilladelse til at opføre de "bygninger" hvor der er tale om blivende ophold (shelters og formidlingshytten) - og måske også for legepladsen i det hele taget.

 

En landzonedispensation kræver bl.a. en politisk proces og byggetilladelser indebærer eksempelvis nabohøringer. Det vil sige, at der kan gå op til 3-4 måneder før vi kan forvente de endelige tilladelser. Vi vil prøve at trykke på diverse knapper for at speede processen op, men der er ingen garanti.

 

Vores håber og tror dog på, at vi kan få tilladelserne. Det kan dog komme på tale, at der ikke må placeres legeredskaber i det "nye" område, da der her primært vil blive givet dispensation til "bygningsværker", som er naturligt hjemmehørende her. Dvs. shelters og formidlingshytten.

 

Ved at dele ansøgningerne i tre (legeplads - shelterområde - stisystem) vil vi muligvis også kunne opnå en hurtigere sagsbehandling, da hele projektet så ikke afhænger af den sidste dispensation.