Jens Peter kommer i 1910 stagende i sin pram på Nørre Åen på vej mod Tapdrup og glæder sig til han kommer til Pramhuset, for han ved, at konen i huset vil traktere med et godt krus øl, samt en god gang biksemad.
Jens Peter er træt nu, og han kan mærke sliddet på sine skuldre ved at sejle stoffer og andre produktionsmaterialer med prammen fra Randers Fjord helt op til Viborg. Selv om strømmen i Nørreåen ikke er særlig stærk, og faldet på åen ikke ret stort, ligger prammen altid meget dybt i åen, når den er lastet. Det var særligt hårdt, at passere nogle af de små søer, der er skabt i åens løb. Tapdrup Sø er på denne årstid rimelig stor, og der var lidt bølgegang, idet det blæste lidt op, så det var meget hårdt arbejde at stage sig over søen.
Da Jens Peter nærmer sig Tapdrup ser han, at der er flere børn, der bader i Nørre Åen. Det er en varm sommerdag, og børnene har bare smidt tøjet, og hopper i åen fra den interimistiske bro, der er blevet lavet af nogle væltede træer, og som rækker et lille stykke ud i åen.
Oppe på bredden ser han flere familier sidde i græsset og nyde deres medbragte kaffe og kage, mens de lytter til fuglenes ivrige kvidren.
Det er en skøn dag, og det er tydeligt, at åen er et udflugtsmål for borgere fra Tapdrup, og i baggrunden kan Jens Peter se vandmøllen, der kører, hvilket giver en behagelig rolig lyd, der sammen med fuglenes kvidren giver et meget idyllisk billede af en skøn sommerdag ved åen.
Dette var en historie fra gamle dage, men i dag er der ingen der bader i Nørreåen ved Tapdrup, ja der er faktisk mange borgere i Tapdrup og omegn, der aldrig har været nede ved åen. I mange år har der været dyrkede marker langs åen, og den eneste markvej, der kom i nærheden af åen, blev kun benyttet af de køer, som hvert forår blev sat på græs. Vandmøllen har været der i århundreder, men adgangen til åen, og den enestående natur i ådalen, har i mange år ikke været mulig.